Vaccination

Vi ønsker at holde din hund bedst beskyttet mod sygdom

Her på klinikken vaccinerer vi alle hunde individuelt ud fra anbefalingerne fra Den Danske Dyrlægeforening og The World Small Animal Veterinary Association (WSAVA). Det vil sige, at vores mål er at vaccinere mindst muligt med bedst mulig beskyttelse, hvor vi løbende holder os opdateret ift. den seneste udvikling og viden.
At vi vaccinerer individuelt betyder, at vi for hver enkelt hund og ejer sammen tager beslutning om, hvilke sygdomme hunden skal være beskyttet mod.

Vi anbefaler vaccination af din hund, da det beskytter din hund mod alvorlig sygdom og mindsker risikoen for sygdomsudbrud via smitte i populationen af hunde. Vi ønsker at støtte arbejdet for at opretholde en flokimmunitet.

Ved det anbefalede årlige sundhedstjek tager vi en snak om hundens vaccinestatus og klarer den eventuelle revaccination samtidigt.

Basisvaccination

Din hvalp skal vaccineres som 8, 12 og 16 uger, så der opnås fuld immunitet uden påvirkning fra de maternelle antistoffer som beskytter hvalpen i dens første leveuger.

Revaccination

Første revaccination af din hund er 1 år efter dens sidste hvalpevaccination, hvorefter den indtræder i det almindelige rul med 1- og 3-årige vacciner på nuværende tidspunkt.

Herunder ses en liste over de sygdomme vi kan vaccinere din hund imod:

Kernevacciner

  • Hundesyge
  • Smitsom leverbetændelse
  • Parvovirus

Ikke-kernevacciner

  • Parainfluenza (kennelhoste)
  • Leptospirose
  • Rabies (hundegalskab)
  • Bordetella bronchiseptica (bakteriel kennelhoste)
  • Borrelia
  • Herpesvirus

Kernevaccinerne bør gives til alle individer i en population i de anbefalede intervaller for at sikre immunitet i den samlede hundepopulation globalt.

Ikke-kernevaccinerne tilvælges ud fra en individuel vurdering af smitterisikoen lokalt/nationalt eller fx ved udlandsrejser.

Åbningstid

Mandag - Fredag
08:00-17:00

Vagt

Hverdage
17:00-23:00

Weekend & Helligdage
08:00-23:00

Rejse

Skal din hund med ud at rejse skal den vaccineres mod rabies og have udstedt et kæledyrspas. Rabiesvaccinen er først gyldig efter 21 dage, så husk at bestille tid til vaccination i god tid inden en forestående rejse.

Kravet om rabiesvaccination er gyldigt ved alle grænseovergange, herunder rejse til Bornholm via Sverige.

Hver gang I skal ud at rejse, skal I tjekke hvilke krav der er for det land i rejser til, dette gøres på Fødevarestyrelsens hjemmeside.

Sygdomme vi kan beskytte din hund imod

Hundesyge

Sygdommen skyldes viruset canine distemper virus, der hører til mæslingegruppen (paramyxovirus). Hunde bliver smittet via direkte kontakt med smittet hund eller via sekreter fx spyt eller urin på turen.
Symptomer på infektion kan blandt andre være feber, flåd fra øjne og næse, diarré og opkast samt slingerhed.

Sygdommen er livstruende, da en del af de smittede hunde dør, men er sjælden i Danmark, da de fleste hunde er vaccineret. Der findes ingen behandling udover symptomatisk behandling.

Smitsom leverbetændelse

Denne sygdom skyldes et adenovirus, der giver infektion i leveren. Hunde smittes via inficerede kropsvæsker fx urin, og virus kan overleve i miljøet i længere tid.

Symptomerne er luftvejsinfektion, feber, blødninger og smerter i maven.

Virus kan være livstruende og hvalpe og unghunde er særligt udsatte. Der findes ingen behandling udover symptomatisk behandling.

Parvovirus

Denne virus inficerer mave-tarmkanalen og udskilles i fæces inden symptomer, hvor raske hunde smittes via kontakt med fæces. Virus kan overleve flere år i miljøet og kan derfor smitte via ejers sko og tøj til fx hunde, der ikke møder så mange andre hunde.

Symptomerne er en kraftig, ofte blodig diarré samt opkast med stor risiko for dehydrering til følge. Infektion med parvovirus vil ligeledes angribe de hvide blodlegemer, der er vigtige for immunforsvaret.

Særligt er hvalpe og unghunde udsat for alvorlig infektion, som er livstruende. Der ingen direkte behandling, så eneste mulighed er støttebehandling fx IV-væskebehandling.

Leptospirose

Leptospirose er en sygdom, som skyldes en infektion med bakterier af typen spirokæter, der er spiralformede og kan bore sig ind i trædepuderne via rifter og sår. Bakterien findes i områder med stillestående vand fx søer, moser og åer eller i kloakvand, og har gnavere som rotter og mus som smittebærere. Bakterien inficerer nyrerne og udskilles herfra via urinen. Bakterien er en zoonose, der kan smitte mennesker og kaldes her Weils syge.

Symptomerne er høj feber, øget drikkelyst og nedsat urinproduktion samt smerter fra bughulen.

Infektionen er livstruende men kan behandles hvis den opdages tidligt i forløbet og behandles.

Kennelhoste

Kennelhoste dækker over et sygdomskompleks bestående af flere vira og bakterien Bordetella bronchiseptica, der giver infektion i de øvre luftveje. Kennelhoste er luftbåren og meget smitsom fx via host eller nys og virus kan overleve i miljøet i en kortere periode.

Symptomer på kennelhoste er en kraftig vedvarende hoste og kan medføre sekundær lungebetændelse.

Kennelhoste er ikke livstruende og med vaccination mod parainfluenza opnås typisk et mildere sygdomsforløb, der typisk ikke er behandlingskrævende. Det er også muligt at vaccinere mod Bordetella bronchiseptica, enten via en næsevaccine eller via injektion. Denne vaccine har flere pensioner krav om.

Rabies

Rabies er et virus der angriber nervesystemet og ødelægger hjernevævet, som overføres via spyt fx via bid fra inficeret hund eller flagermus. Sygdommen kan overføres til mennesker.

Symptomer på rabies er ændret adfærd, hunden bliver sky eller aggressiv. Den savler og får tiltagende lammelser.

Dødeligheden er tæt på 100 % og der findes ingen behandling, men man kan vaccinere forebyggende.

I Danmark er vi fri for rabies er denne vaccine kun relevant, hvis man skal krydse en grænseovergang både ved ud- og indrejse i Danmark. Du kan således ej heller medbringe et dyr til Danmark, der ikke er rabiesvaccineret. Vaccinen er først gyldig 21 dage efter vaccination og skal attesteres i hundens kæledyrspas.

Herpesvirus

Er kun relevant hvis du ønsker din tæve drægtig, se mere under drægtighed.

Skal vi hjælpe dit kæledyr?

Kontakt

Gadekærets Dyreklinik
Vestergade 5

3200 Helsinge

Tlf. 50 35 05 05
info@gadekaeretsdyreklinik.dk

Vagt

Hverdage: 17:00 - 23:00
Weekend og helligdage:
08:00 - 23:00

Åbningstider

Mandag - fredag: 08:00 - 17:00

Følg os